ESG bliver en del af kreditvurderingen – og det har betydning for SMV’er
Lovforslag L193 er vedtaget og træder i kraft den 1. juli 2025. De nye krav betyder, at ESG (miljø, sociale forhold og ledelse) bliver en integreret del af bankernes kreditvurdering – og dermed afgørende for små og mellemstore virksomheders adgang til kapital.
Mens loven formelt retter sig mod den finansielle sektor, vil dens konsekvenser hurtige brede sig til virksomheder i hele værdikæden.
ESG-krav træder umiddelbart i kraft 1. juli 2025, hvor virksomheder forventes fra denne dato at kunne dokumentere og integrere ESG-risici i deres forretningsmodeller og rapportering. Det fremgår af lovteksten, at følgende centrale ESG-krav gælder fra 1. juli 2025:
§ 71: ESG-risici skal indgå i risikostyring og ledelsesrapportering.
§ 72: Krav om, at bestyrelser i penge- og realkreditinstitutter skal udarbejde ESG-omstillingsplaner.
§ 343 ab: Finanstilsynet får tilsynsbeføjelser over ESG-vurderingsleverandører.
§§ 344 og 373: Straf og tilsynsbeføjelser ved manglende overholdelse.
Der er ingen overgangsordning, hvilket betyder, at kravene gælder fuldt ud fra 1. juli 2025.
1. januar 2026 – tekniske og administrative krav
Fra denne dato træder yderligere bestemmelser i kraft, som understøtter ESG-rammen. Men de grundlæggende ESG-krav gælder allerede fra 1. juli 2025.
L193 står ikke alene
Loven skal ses i sammenhæng med EU’s eksisterende ESG-regulering, herunder SFDR (Sustainable Finance Disclosure Regulation), som blev introduceret som en del af EU Green Deal.
SFDR stiller krav til finansielle institutioner om at oplyse, hvordan bæredygtighed indgår i investeringsbeslutninger – for at sikre gennemsigtighed og støtte op om EU’s mål om klimaneutralitet i 2050.
Med L193 udvides denne logik til også at omfatte kreditvurderinger. ESG bliver dermed ikke kun et investeringskriterium, men også en del af det bredere risikovurderingsværktøj i långivning.
L193 stiller krav til banker og realkreditinstitutter om at:
– Udarbejde ESG-omstillingsplaner (kort, mellemlang og lang sigt)
– Integrere bæredygtighedsrelaterede risici i kreditvurdering og forretningsstrategi
– Overvåge og rapportere ESG-data som en del af risikostyringen
Selvom loven formelt retter sig mod den finansielle sektor, vil konsekvenserne ramme bredt – også blandt SMV’er, som i stigende grad skal kunne levere ESG-data til deres finansielle samarbejdspartnere.
Hvad betyder det for SMV’er?
L193 betyder, at ESG-arbejdet ikke længere er frivilligt eller forbeholdt de største virksomheder. Når banker forpligtes til at vurdere bæredygtighedsrisici, bliver de nødt til at spørge deres kunder – også små og mellemstore virksomheder – om f.eks. klima, sociale forhold og ledelse.
Det betyder, at bankerne vil begynde at stille langt mere konkrete og datadrevne krav til deres erhvervskunder indenfor ESG.
Hvis virksomheden ikke kan svare eller mangler et grundlæggende overblik, sender det et signal om manglede bæredygtighedsindsigt og gennemsigtighed.
Det kan have negativ indflydelse på bankens samlede vurdering af virksomhedens risikoprofil og finansielle troværdighed. Omvendt vil ESG-data – selv i enkelt form – kunne opnå klare konkurrence fordele.
ESG som konkurrenceparameter
Bankernes opgave er at vurdere den samlede risiko ved udlån. Fremover bliver ESG en integreret del af denne vurdering. Det indebærer, at:
– Virksomheder med høj ESG-risiko kan opleve højere renter og lavere kreditgrænser
– ESG-parathed kan styrke virksomhedens position i dialogen om finansiering
– Det bliver en konkurrence fordel at kunne dokumentere sin bæredygtighed
ESG er ikke længere kun en complianceøvelse – det er et forretningsvilkår, som påvirker alt fra kreditvurdering til markedsadgang og partnerskaber.
Hvor blev pausen af?
Samtidig har erhvervsministeren tilkendegivet, at regeringen ønsker at “trykke på pauseknappen” ift. implementeringen af visse ESG-krav – herunder justeringer af CSRD.
Det skaber naturlig forvirring, men ændrer ikke ved, at de finansielle aktører allerede nu forbereder sig på L193, og at markedet fortsat vil efterspørge ESG-data.
Det vil være en strategisk fordel at fortsætte ESG-arbejdet – ikke kun for at leve op til kravene, men også for at positionere sig stærkt over for markedet og fremtidssikre sin virksomhed.
Hvis du har spørgsmål om L193 kan Simone kontaktes på 35 90 39 20 eller via mail på simone@qeshconsult.dk
Mere om ESG se Her